Hvad siger tidligere forældre
Gunhild Engstrøm Bjerre og Lasse Schou Thoby:
"Clara er kærlig og omsorgsfuld og samtidig er hun meget engageret, legesyg og kompetent.
Vi var meget heldige at vores søn var hos Clara i Lillebo Malling. Han trivedes og var altid glad, når han blev afleveret.
Vi var aldrig i tvivl om Claras interesse og omsorg for vores søn. Derudover ville Clara altid gerne sparre om problemer og pædagogiske tilgange, både i dagplejen og derhjemme.
Sådan lærte vi forældre, næsten, ligeså meget som vores søn.
Clara er klar og tydelig omkring krav og forventninger, til både børn og os forældre. Hvilket skaber tryghed hos børnene og forældre.
Vi giver de varmeste anbefalinger af Claras Lillebo Malling." (2024)
Anne-Mette Juel Tassing:
”Verdens bedste Clara. Vi vil gerne give vores varmeste anbefaling til Clara.
Clara er en vidunderlig person, kreativ, omsorgsfuld og fyldt med hjertevarme.
En rød murermestervilla i Malling, Lillebo danner rammerne for Claras hyggelige og kærlige dagpleje og disse rammer var vores drengs trygge sted fra februar 2023 til juli 2024.
Det var fantastisk at aflevere sit barn hver morgen og ikke mindst at hente ham igen om eftermiddagen med smil på læben, nye historier efter en dag som har været beriget med leg, sang og naturoplevelser samt bedsteforældredag i børnehøjde og besøg hos andre børnepassere. Clara har en professionel tilgang til at se børnene individuelt. Hun kan vejlede børn og forældre i tryg retning. Der er ingen tvivl om at de børn, som har været passet hos Clara i Lillebo Malling bliver klædt godt på til at skal starte i børnehave.” (2024)
Camilla Matthiesen og Jan Eckstrøm:
"Vores søn, Emil på 1,5 år, skiftede fra en anden dagpleje og landede i blandt andet Claras hænder. Det var den bedste beslutning for vores søn og vi er hende så taknemlig. Clara formåede at hjælpe og støtte vores søn til at åbne sig op og blive mere udadvendt og tro på sig selv. Hun hjalp ham til at få mere mod og turde gøre ting. Clara har givet ham tryghed og var altid klar til et kram (og et ekstra) når der var brug for det.
Hun er altid klar på leg, dans, kreativitet, udeliv og hygge.
Man bliver altid mødt med et smil og man føler sig velkommen og set. Clara har vist overskud og har god tid til at snakke om dagen ved afhentning. Man kan mærke på Clara at hun elsker sit job og børnene, og med den pædagogiske baggrund, laver hun en masse gode og pædagogiske tiltag for de små.
Vi vil til hver en tid anbefale Clara og hendes private pasning. (2022)
Sisse Lauenborg og Daniel Toft:
"Vi kan varmt anbefale at få passet sit barn i Lillebo Malling. Clara er kærlig, omsorgsfuld og så virkelig vores datter og hvad hendes behov var. Vores datter elskede at være hos Clara og var altid glad for at komme derhen. For os forældre var det trygt at aflevere vores datter hos Clara, vi vidste, hun ville få en dejlig dag. En dag hvor udelivet blev prioriteret højt, men der også var plads til hygge og nærvær." (2024)
Rikke Duch:
"Vi har været så heldige at have haft Clara som privat børnepasser til vores dreng i et lille år tids. Og hvilket år! Clara er omsorgsfuld, grinende og kreativ. Vi er altid blevet mødt med smil og varme fra Clara. Hun har altid formået at aflæse vores dreng, så hun med det samme har kunnet understøtte og anerkende hans behov; om der har været brug for trøst, grin eller sjov. Det er tydeligt, at vores dreng har haft knyttet et tæt og trygt bånd til Clara. Clara evner altid, at skabe en god og rolig stemning i rummet. Hendes tilgang til børnene er nysgerrig og berigende, og vi oplever at dagene med hende aldrig er kedelige. Clara tager sig altid tid til en snak om dagen, der er gået eller hvis man har noget på hjertet. Vi har flere gange oplevet fleksibilitet hos Clara, når det omhandler aflevering eller afhentning, som har lettet hverdagen hos os. Vi kan kun give Clara vores aller største og varmeste anbefalinger."(2022)
Ragnhild Medina Holm:
"Vores søn startede i pasning hos Clara, da han var 11 mdr. og der var ret hurtig kemi imellem de to. Clara har givet ham tryghed, uendeligt mange kærlige kram og ikke mindst en masse sjove stunder med leg, krea, sang og dans. Vi har så mange skønne billeder og videoer fra tiden i dagplejen, og der ingen tvivl om, at vores søn stråler af glæde og kærlighed, når vi kigger på dem sammen. Vi vil til enhver tid anbefale Claras pasningsordning." (2022)