LogoTlf: 23 84 43 93
Logo
Tlf: 23 84 43 93

Hverdagen

Vores hverdag består blandt andet af:

  • Faste og genkendelige rutiner der skaber tryghed og forudsigelighed
  • Nærvær, ro og god tid til at opleve både store og små hverdags-eventyr.
  • Sang, højtlæsning og motorisk udfoldelse
  • Udeliv hver dag hele året
  • Derudover ønsker jeg at skabe en hverdag, hvor børnene oplever at være en vigtig del af et lille fællesskab, hvor vi både tager hånd om - og hjælper hinanden.

Hver morgen møder børnene ind mellem kl. 7.30-8.30. I dette tidsrum leger vi oftest indenfor og lander sammen. Når alle børn er mødt ind, holder vi morgensamling, hvor vi spiser formiddagsmad og synger godmorgen til hinanden og ser, om vi mangler nogle af vores venner. Herefter synger vi lidt mere og finder måske sangkassen frem, hvor børnene selv kan trække en sang. Efter samling er det tid til at få brugt hele kroppen og vi vil oftest gå ud at lege. Nogle dage går vi i haven og leger og andre dage tager vi på tur rundt i nærområdet i vognen. Her er der legepladser, skov og fin natur vi går på opdagelse i. Det kan også hænde, vi tager toget ud på eventyr, oftest til Odder bibliotek eller til Beder. Efter en masse god leg ude, går vi ind igen. Nu er det blevet tid til at blive puslet og spise frokost. Når vi er færdige med at spise, kigger vi i bøger eller leger lidt mere, inden det er puttetid. Alle børn i pasningsordningen bliver puttet til lur/hvile uanset alder.

Børn sover meget forskelligt, og efterhånden som de vågner, bliver de taget op og får tilbudt eftermiddagsmad. Herefter leger vi inde eller ude, alt efter vejret og stemningen.

Jeg ser gerne, at jeres barn afhentes senest 10 minutter før lukketid, da jeg således har tid til en dialog omkring barnets dag, inden jeg lukker ned for pasningsordningen kl.15 og gør klar til næste dag.

Arrangementer

Fødselsdage: Vi fejrer altid fødselsdag i pasningsordningen med lidt ekstra – vi synger, flager og åbner gave. Mor og far sørger for noget lækkert til ganen og jeg sørger for en gave fra de små venner.

Bedsteforældredag: Vi skal selvfølgelig have besøg af bedsteforældrene. En fredag i foråret/sommeren tager vi en dag ud af kalenderen, hvor vi mødes tidligt om formiddagen til morgensamling, kaffe, morgenbrød og leg i haven – uden forældre. Denne dag kan bedsteforældrene få et lille indblik i børnenes liv i pasningsordningen og bedsteforældrene og børnene har nogle dejlige timer sammen.

Juleafslutning: Den sidste dag inden vi går på ferie, holder vi en hyggelig juleafslutning sammen. Vi synger julesange, danser om vores juletræ og måske har nissen været forbi med lidt lækkerier. Vi ønsker derefter hinanden god jul og godt nytår og går på juleferie.

Barndommen genudsendes ikke - giv børnene en tryg og rolig start